I fredags sneg jeg mig med til Headstart Network‘s morgenkonference om socialt tv. Programmet lød spændende, og selvom jeg ikke kendte en sjæl, fik jeg alligevel presset Husbonden til at tage en hjemmearbejdsdag, så jeg kunne komme afsted. 6.30 kastede jeg mig i bilen og kæmpede mig gennem morgentrafikken i både Silkeborg og Århus for endelig at arrivere ved Filmbyen med stress-sved og uheldige ticks ved øjnene, som opstår, når jeg er bange for at komme for sent.
Men jeg var i fin tid, og jeg fik lov at komme med på seminaret, selvom jeg ikke var tilmeldt, da beslutningen om at tage afsted først blev truffet aftenen forinden. Der var endda også tid til at hapse sig en kop kaffe og en croissant og gå rundt at mingle lidt, men jeg blev helt folkeskolegenert og skyndte mig i stedet at finde en plads, hvor jeg sad og stirrede meget intenst ned i min kaffe. Det der netværkeri bliver nok aldrig min stærke side.
Første indlæg var ved Lars Holmgaard Christensen, der kom med et historisk rids over socialt tv fra 50′erne og frem til i dag set med forskningsbriller. Her hæftede jeg mig især ved hans pointe om, at tv altid har været et socialt medie. Man sidder sammen i sofaen og ser et program, som man diskuterer i fællesskab. Forskellen i dag er, at dagligstuen er blevet udvidet gennem de sociale medier, så man i stedet for blot at diskutere eksempelvis X-factor med dem, man ser programmet sammen med, også kan deltage i debatten på facebook eller twitter.
Andet indlæg kom fra Daniel Ord Rasmussen, som fortalte noget om de forskellige måder, hvorpå tv bliver socialt, gennem f.eks. gadgets, apps eller i økosystemer, hvor man f.eks. kan se tv direkte på facebook. Det var meget informativt, men jeg er nu engang mere interesseret i indholdet end gadgets og software. 
Herefter var der pause, hvor man igen kunne få kaffe, croissant eller mingle, og igen kunne jeg ikke rigtig finde på andet end at tanke mit krus op og sætte mig på min plads, hvor jeg lod som om jeg skrev vigtige sms’er, mens jeg i virkeligheden wordfeud’ede.
Til min genertheds held kom en meget energisk gut fra Seismonaut hen og minglede med mig, spurgte til mig og fortalte mig om Seismonaut. Hurtigt, let og ligetil, og så var han videre, men det gav mig alligevel en følelse af at være blevet set. Se, dét er kunsten at mingle.
I øvrigt kunne jeg godt overveje om arrangementet mon var sponsoreret af Apple gennem product placement. Virkelig mange flashede deres Macbook Air, iPad eller iPhone under seminaret, og selvom de sandsynligvis blot tog noter – eller i relation til emnet, live-tweetede begivenheden – var det alligevel påfaldende. Godt jeg havde min iPhone, så jeg kunne blende lidt ind, når jeg ellers helt old-fashioned sad og tog noter i et spraglet kladdehæfte med en stiftblyant. SO last century og født i 80′erne-agtigt!
Nå, men efter pausen gik Julian Phillips på. Han er (var?) multiplatform producer hos BBC og gennemgik meget stringent og notat-venligt: “10 rules for success in transmedia”. Jeg havde nok håbet, at han havde talt lidt mere om indhold og om, hvordan man skaber programmer som egner sig til transmedialitet, men det var alligevel meget spændende. Jeg blev især inspireret af den måde, han tog sit publikum seriøst på. For eksempel var et par af de ti regler: “Your audience is brighter than you are” og “Be honest; Keep talking; Don’t sell”. Det er så let at tale ned til publikum og gøre dem dummere, end de er – uanset medie!
En anden af Phillips’ pointer gik på de fordele, der er ved at skabe og inddrage sit publikum allerede inden et program går i luften, ja, faktisk før det produceres. Han kaldte det “The long nose” og illustrerede det med denne slide:
Han gentog også flere gange, at “there is no such thing as cannibalizing content”, men indrømmede dog også, at med serier som Forbrydelsen, hvor suspense er en nøgle til at fastholde publikums opmærksomhed, skal man naturligvis ikke kaste alle detaljer i grams på forhånd. But of course.
Den sidste oplægsholder var Tine Schjødt, som arbejder på X-factors netredaktion, hvor hun livetweeter under programmerne. Hun fortalte om sit arbejde, og hvordan hun går til opgaven, både i forhold til de andre tweeps og i forhold til, hvad hun selv skriver. Her var det igen den seriøsitet, hvormed hun møder publikum, som inspirerede mig. Hun sagde selv, at det var vigtigt at holde balancen med på den ene side at være vidende/officiel, men også en superfan, som går op i programmet, for på den måde at møde fans’ne i øjenhøjde.
Derefter var dagens morgenseminar sådan set slut, men jeg sad tilbage med følelse af, at jeg går glip af noget. Jeg er ikke et fuldgyldigt medlem af verdenen og virkeligheden. Jeg kunne nemlig ikke række hånden op, da Julian Phillips spurgte, hvem der var på twitter! Så Headstarts morgenseminar fik den livsomstyrtende konsekvens for mig, at jeg oprettede en twitterprofil, da jeg kom hjem, så nu kan jeg også være på på den helt rigtige måde.
Så er det blot tilbage at lære at bruge dette spritnye medie med sine @ og # og hvad det nu ellers hedder alt sammen, når man er totalt n00b på den håbløst gammeldags og for kikset til kæk – måden.
I øvrigt kan du se slides og videoer fra morgenseminaret lige her.
