Om at springe over overspringene

Som så mange andre studerende er jeg er en mester i overspringshandlinger. Det er ganske enkelt ikke let at holde koncentrationen i lang tid, selvdisciplin er vanskeligt, og nødvendigheden af at blive klog på, hvad Heidegger egentlig mener, kan være svær at få øje på. Men i takt med at min afleveringsfrist for specialet nærmer sig, finder jeg flere og flere veje til at overspringe overspringshandlingerne.

1
Først og fremmest er følelsen af nødvendighed afgørende, for i hvert fald mig, og selvom jeg ikke altid kan se nødvendigheden af at skrive netop dette afsnit, så har jeg en meget konkret følelse af, at jeg VIL være færdig med speciale og studiet.

2
Det næstvigtigste er: kom ud af huset! Mine bedste arbejdstimer ligger klart om formiddagen, så jo før jeg kan komme i gang, jo bedre. Men derhjemme holder jeg af en god lang morgen, hvor jeg kan sidde og hygge mig med ristet brød, varm kaffe og noget spændende at læse i (pt. tegneserier, da min hjerne tror, at enhver brødtekst handler om speciale, og derfor automatisk kommer til at kede sig). Min specialeplads er noget af det bedste, der er sket for min proces, fordi jeg har noget at stå op til om morgenen. Desuden er det at arbejde ved siden af andre specialeskrivere også befordrende for min koncentration.

3
Min bedste ven et stopur! Hvis jeg rammer et virkelig vanskeligt sted eller generelt bare er uoplagt, så sætter jeg stopuret til 15-20 min., arbejder indtil det ringer, og så må jeg tage mig en pause. Jeg godt tvinge mig selv til at fokusere og arbejde, men ikke i lang tid ad gangen, så derfor fungerer dette virkelig godt for mig. Ind i mellem sker der endda det fantastiske, at jeg alligevel rammer et godt flow, og så arbejder jeg jo bare videre efter uret har ringet – med visheden om, at jeg har opfyldt “kvoten” og derfor må holde pause, når jeg har lyst.

4
Min sidste vej til at overspringe overspringshandlingerne har jeg desværre først lært meget sent i min proces: jeg forsøger at planlægge mit arbejde sådan, at jeg altid skal starte dagen med noget nemt. I mit tilfælde at læse en tekst, afslutte et afsnit, jeg allerede har skrevet, rette stavefejl eller skrive litteraturliste. På den måde kan jeg nemmere komme i gang om morgenen, fordi det ikke er en stor, grum opgave, der ligger og venter på mig, men en lille sød én, jeg ikke er bange for. Det betyder, at jeg ind i mellem slutter en arbejdsdag tidligere, end jeg kunne, fordi jeg vælger at gemme en opgave til dagen efter. Det handler ganske enkelt om at stoppe, mens legen er god.


Se, det var mine små fif. Som alligevel ikke altid virker. For eksempel har jeg nu netop brugt en halv time på at skrive dette her i stedet for at kaste mig over det afsnit, jeg egentlig skulle arbejde på. Jeg må hellere finde stopuret frem.

Reklamer

Kære Arbejdsmarked

Jeg er ked af det, men der kommer til at gå lidt længere tid, før vi kan kaste os i armene på hinanden. Jeg har indset, at jeg ikke er ovre Specialet endnu. Vi er ikke færdige med hinanden, og jeg mangler “closure” for at kunne komme videre.

Jeg håber ikke, at du bliver alt for ked af det. Jeg ved, at du havde glædet dig til, jeg skulle komme, og bare rolig: det skal nok ske! Du og jeg kan se frem til mange gode og fantastiske år sammen. Fremtiden er helt sikkert sammen med dig, men jeg håber, du forstår, at det ikke kan blive til januar alligevel. Jeg bliver nødt til at få sluttet med Specialet på en ordentlig måde, før jeg er klar til det nye liv med dig.

Jeg håber meget, at vi ses engang i februar. Hvis du bliver alt for sur, kan du godt sende din lillebror Arbejdsløshed til at møde mig, når jeg kommer, for ved du hvad? Før eller siden finder jeg dig alligevel, og når jeg gør, vil det slå gnister!

Så kære Arbejdsmarked, vent på mig!

Kærligst
Thilde

Talenttyven

I lørdags var jeg en af de (mange) heldige, der fik lov at komme gratis til forpremiere på Jonatan Spangs instruktørdebut Talenttyven på den ret omfattende præsentationsturné, Spang har afholdt i forbindelse med lanceringen af filmen. Det er et lidt anderledes take på filmmarkedsføring, hvor biografpladser gives gratis væk i håb om, at filmen vil begejstre så meget, at hver fribillet bliver til to eller flere betalte billetter, når man skal ind at se den igen sammen med sine venner, eller blot anbefaler den til dem. Vældig smart, da jungletrommer alle dage har været den mest effektive måde at få sit budskab ud på, og jeg var da heller ikke på nogen måde for fin til at takke nej til en gratis tur i biografen, ej heller kan jeg holde min kæft med min mening om filmen. Derfor denne anmeldelse.

 

I Talenttyven følger vi parret Laura og Mark (Mille Lehfeldt og Casper Crump), der er i begyndelsen af filmen er meget forelskede på trods af en vis skævvridning, hvor Mark i kraft af sin status som (lettere falleret) boyband-stjerne, sætter sig selv i centrum på bekostning af Laura. Denne status quo bliver udfordret, da Laura til en talentscanning finder ud af, at hun er et geni, og dermed får selvtillid nok til at præsentere en opfindelse for sin chef. Pludselig står Mark tilbage på sidelinjen, mens Lauras karriere begynder at rulle. Efter et mislykket forsøg på at skrive en ny sang til boybandet får Mark også målt sit talent og opdager til sin skræk, at han ikke har noget. Han stjæler talentscanneren, som også kan bruges til at overføre talent, “låner” lidt af Lauras talent, og herefter ruller lavinen. Jeg afslører næppe for meget ved at sige, at alle problemer naturligvis løser sig i sidste ende.

Talenttyven er ikke en film, der sigter efter stor kunstnerisk anerkendelse eller påstår at rumme dyb viden. Den er, hvad den udgiver sig for at være: klassisk romantisk komedie tilsat det sædvanlige danske twist med skæve biroller og mange komikere. Det er jo sjovt, at Frank Hvam får lov at slå Elias Ehlers i hovedet med en avis. Det har vi vel alle haft lyst til på et tidspunkt.

Karaktererne er karikerede, og som seer skal man både gå med på, at Jonatan Spang og Casper Crump er boyband-materiale, samt præmissen om talentscanneren. Faktisk tænker jeg, at Talenttyven i virkeligheden burde have været en tegnefilm. Et todimensionelt univers med overdrevne karakterer, magiske elementer og masser af skæg og ballade. Hvis man, i stedet for at forsøge at gøre talentscanneren plausibel ved at forklare om neutroner og væsker i hjernen, havde taget den med så langt ud på overdrevet som muligt, så tror jeg, at filmen ville have været endnu mere interessant. Hvis filmen ville lege mere med de magiske muligheder og skabe et univers, som lå længere fra de romantiske komedier, den læner sig op ad, så havde den sikkert også været sjovere og helt sikkert modigere.

Som det er nu, er det en ok film, helt fin underholdning, men jeg håber personligt, at Spang får lov at lave endnu en film, og at han, når han ikke længere er debutant, tør at give fantasien – og talentet – frie tøjler.

Talenttyven har premiere d. 11. oktober.

The Beauty Inside

Hey, vil du gerne være med i en film? Spille hovedrollen endda?

For et par dage siden stødte jeg på det her ret interessante projekt kaldet “The Beauty Inside”. En viral godbid af de bedre. En interaktiv film. Eller et anderledes take på en reklamekampagne for Toshibas nye Ultrabook, hvis man vil se det fra den vinkel. Selv kalder de det Hollywood’s first film that gives the audience a chance to play the lead role.

Konceptet er, at vi følger denne her fyr, Alex, som hver morgen vågner op i en ny krop. Hver torsdag kommer der et nyt afsnit af filmen, hvor vi indtil nu har lært om hvem Alex er, og hvad han laver. Vi har også set ham forelske sig i den søde antique-selling-girl-next-door, som vi naturligvis håber, at han før eller siden vil afsløre sin “tilstand” for.
Vi har også lært, at Alex slutter hver dag med at optage sig selv med sit webcam for at huske, hvem han var den pågældende dag – og det er her det interaktive element bliver sat i spil. Gennem facebook-siden kan alle nemlig gå til audition på at spille Alex for en dag. Der er lige nu syv forskellige set-ups, man kan vælge at spille (to af disse set-ups udløber dog i morgen d. 4/9). For eksempel kan man fortælle om det mest vanvittige job, Alex har haft, eller om sidste gang han havde brug for at starte helt forfra. Instruktøren Drake Doremus udvælger så nogle af disse klip, som bliver lagt op i løbet af ugen mellem de officielle afsnit. Andre klip bliver inkorporeret i filmen.

Jeg synes, at det er interessant at ville arbejde med at inddrage publikum på denne måde, men jeg synes også, at projektet sætter sig lidt mellem to stole. På den ene side bliver publikum jo ikke rigtigt inddraget, fordi de ikke har nogen som helst indflydelse på den overordnede historie. De små webcam-fragmenter er sjove og spøjse, men kan nemt springes over, hvis man hellere vil se den egentlige film. På den anden side rummer fragmenteringen af hovedpersonen også en risiko for opløsning af denne. Fordi “Alex” kan se ud som alle mulige og være alle mulige, udhules figuren, og som seer savner jeg meget, at der blev indarbejdet nogle karakteristika, nogle egenskaber, som kunne hjælpe med at samle figuren og skabe en eller anden form for helhed.

Men når det er sagt, synes jeg stadig, at konceptet er spændende, og de officielle filmklip er meget seværdige og rørende. Særligt Mary Elizabeth Winstead som objektet for Alex’ forelskelse er virkelig fin, og hendes figur, samt Alex’ følelser for hende, fungerer i nogen grad som samlingspunktet i det fragmenterede. Så hvis du mangler knap 20 min. overspringshandlinger i denne uge, vil jeg klart anbefale de tre første afsnit af The Beauty Inside.

Nu holder du kæft, Fru Emsig!

Der har været lidt stille hos kulturfiluren. Det har været sommer. Der har været ferie. Jeg har fået en stressudløst depression. There, I said it out loud!
Det er ikke som sådan en hemmelighed, men omvendt er det heller ikke noget, jeg gider snakke om hele tiden og heller ikke med hvem som helst. Alligevel har jeg følt, at jeg blev nødt til at skrive det her på bloggen, for hvis jeg hele tiden skal skrive udenom og lade som om alt er ved det gamle, kan jeg lige så godt lukke og slukke for kulturfiluren, for så kommer der ganske enkelt ikke flere indlæg. Derfor har jeg besluttet at skrive det højt, få det overstået, så vi kan komme videre i teksten (tøhø).

Noget af det, der har været – og er – svært, er min indre stræber. En lille emsig kælling, der hulkede højt og længe, da den nye karakterskala trådte i kraft og forvandlede alle mine fine 9-taller (over middel) til 7-taller (middel). I små portioner er hun god at have med. Hun giver drivkraft og ambitioner og sætter barren højt, hvilket i sig selv jo ikke er skidt. Problemet er, at hun ikke har særlig meget realitetssans; hun vil bare have gode karakterer og anerkendelse for sit arbejde. Så når virkeligheden er, at jeg skal skrive mit speciale, mens jeg samtidig skal jonglere familielivet med to små børn, så er det nok pænt urealistisk at forlange et 12-tal. Men det fatter Fru Emsig ikke, så hun råber af mig, at jeg er dum, ubegavet, og at jeg ikke arbejder længe nok og hårdt nok. Hun forlanger af mig, at hver eneste sætning jeg skriver, skal være perfekt – klar til at aflevere. Jeg skal forstå al teorien med det samme, og hvis jeg ikke gør det, er jeg en idiot. Stræber-bitchen kan rigtig mange skældsord, og hun ynder at kaste dem i hovedet på mig, hver gang jeg åbner word.

Men jeg har fundet ud af, hvordan jeg besejrer hende. Inspireret af min psykolog og af Den Lille Prins, som bad piloten om at tegne et får til ham, har jeg tegnet Den Lille Stræber, Fru Emsig:

Og derefter gav jeg hende mundkurv på:

Så nu kan hun være så venlig at tie stille, mens jeg sjuske-skriver på mit speciale efter at have brugt formiddagen på en overspringshandling af de bedre.

Oprustning til ærlighed

Lige om lidt skal jeg til vejledning på specialet, og jeg sidder og ruster mig, for mit mål er at være ærlig. At fortælle vejlederen, at jeg er frustreret og træt, og at min retningssans er forsvundet. At jeg hellere vil skrive eventyr end speciale; at jeg er træt af specialet, allerede inden jeg har fået skrevet så meget som en linje. At jeg ikke ved, hvordan jeg skal bruge vejlederen, for aldrig i min universitetskarriere har jeg haft en vejleder så meget inde over en proces før, og jeg kan ikke finde ud af det. Jeg tror at alt skal godkendes og stemples “rigtigt”, inden jeg kan gå videre.

Alt det vil jeg sige til hende. Og hvis jeg bliver rigtig modig vil jeg også sige, at jeg ikke forstår halvdelen af, hvad hun siger til mig – også selvom jeg nikker og siger ja.

Den dag jeg ikke løb nøgen ned ad Langelandsgade

Jeg har sådan en dag, hvor jeg kigger ud ad vinduet på træet udenfor og uvilkårligt tænker: “Hvad nu hvis der boede små trolde i træet? Hvad nu, hvis der sad én på det blad dér og kiggede ind på mig? Hvad ville den tænke?” Og så får jeg lyst til at skrive et eventyr om trætroldene i stedet for at arbejde på specialet, og jeg kommer til at hade det akademiske og det analytiske, fordi det kvæler fantasien og kreativiteten og glæden og virkelysten og alt godt i denne verden! Jeg får lyst til at droppe studiet, løbe nøgen ned af Langelandsgade, mens jeg råber slagord som “ALDRIG MERE TEORI!” og “ANALYSE ER DØDEN!”

I stedet bliver jeg siddende med mit tøj på og lader som om jeg studerer mine cases’ facilitering intensivt, mens mine tanker i virkeligheden er i gang med at forme eventyret om trætrolden Kerne og hans håbløse forelskelse i den midaldrende bibliotekar Irene.

I øvrigt er alle kvindelige hovedpersoner i mine ideer bibliotekarer for tiden. Se selv, alle de bøger har sat sig på min fantasi! Det kan ikke være sundt at studere.