Category Archives: Film

Talenttyven

I lørdags var jeg en af de (mange) heldige, der fik lov at komme gratis til forpremiere på Jonatan Spangs instruktørdebut Talenttyven på den ret omfattende præsentationsturné, Spang har afholdt i forbindelse med lanceringen af filmen. Det er et lidt anderledes take på filmmarkedsføring, hvor biografpladser gives gratis væk i håb om, at filmen vil begejstre så meget, at hver fribillet bliver til to eller flere betalte billetter, når man skal ind at se den igen sammen med sine venner, eller blot anbefaler den til dem. Vældig smart, da jungletrommer alle dage har været den mest effektive måde at få sit budskab ud på, og jeg var da heller ikke på nogen måde for fin til at takke nej til en gratis tur i biografen, ej heller kan jeg holde min kæft med min mening om filmen. Derfor denne anmeldelse.

 

I Talenttyven følger vi parret Laura og Mark (Mille Lehfeldt og Casper Crump), der er i begyndelsen af filmen er meget forelskede på trods af en vis skævvridning, hvor Mark i kraft af sin status som (lettere falleret) boyband-stjerne, sætter sig selv i centrum på bekostning af Laura. Denne status quo bliver udfordret, da Laura til en talentscanning finder ud af, at hun er et geni, og dermed får selvtillid nok til at præsentere en opfindelse for sin chef. Pludselig står Mark tilbage på sidelinjen, mens Lauras karriere begynder at rulle. Efter et mislykket forsøg på at skrive en ny sang til boybandet får Mark også målt sit talent og opdager til sin skræk, at han ikke har noget. Han stjæler talentscanneren, som også kan bruges til at overføre talent, “låner” lidt af Lauras talent, og herefter ruller lavinen. Jeg afslører næppe for meget ved at sige, at alle problemer naturligvis løser sig i sidste ende.

Talenttyven er ikke en film, der sigter efter stor kunstnerisk anerkendelse eller påstår at rumme dyb viden. Den er, hvad den udgiver sig for at være: klassisk romantisk komedie tilsat det sædvanlige danske twist med skæve biroller og mange komikere. Det er jo sjovt, at Frank Hvam får lov at slå Elias Ehlers i hovedet med en avis. Det har vi vel alle haft lyst til på et tidspunkt.

Karaktererne er karikerede, og som seer skal man både gå med på, at Jonatan Spang og Casper Crump er boyband-materiale, samt præmissen om talentscanneren. Faktisk tænker jeg, at Talenttyven i virkeligheden burde have været en tegnefilm. Et todimensionelt univers med overdrevne karakterer, magiske elementer og masser af skæg og ballade. Hvis man, i stedet for at forsøge at gøre talentscanneren plausibel ved at forklare om neutroner og væsker i hjernen, havde taget den med så langt ud på overdrevet som muligt, så tror jeg, at filmen ville have været endnu mere interessant. Hvis filmen ville lege mere med de magiske muligheder og skabe et univers, som lå længere fra de romantiske komedier, den læner sig op ad, så havde den sikkert også været sjovere og helt sikkert modigere.

Som det er nu, er det en ok film, helt fin underholdning, men jeg håber personligt, at Spang får lov at lave endnu en film, og at han, når han ikke længere er debutant, tør at give fantasien – og talentet – frie tøjler.

Talenttyven har premiere d. 11. oktober.

The Beauty Inside

Hey, vil du gerne være med i en film? Spille hovedrollen endda?

For et par dage siden stødte jeg på det her ret interessante projekt kaldet “The Beauty Inside”. En viral godbid af de bedre. En interaktiv film. Eller et anderledes take på en reklamekampagne for Toshibas nye Ultrabook, hvis man vil se det fra den vinkel. Selv kalder de det Hollywood’s first film that gives the audience a chance to play the lead role.

Konceptet er, at vi følger denne her fyr, Alex, som hver morgen vågner op i en ny krop. Hver torsdag kommer der et nyt afsnit af filmen, hvor vi indtil nu har lært om hvem Alex er, og hvad han laver. Vi har også set ham forelske sig i den søde antique-selling-girl-next-door, som vi naturligvis håber, at han før eller siden vil afsløre sin “tilstand” for.
Vi har også lært, at Alex slutter hver dag med at optage sig selv med sit webcam for at huske, hvem han var den pågældende dag – og det er her det interaktive element bliver sat i spil. Gennem facebook-siden kan alle nemlig gå til audition på at spille Alex for en dag. Der er lige nu syv forskellige set-ups, man kan vælge at spille (to af disse set-ups udløber dog i morgen d. 4/9). For eksempel kan man fortælle om det mest vanvittige job, Alex har haft, eller om sidste gang han havde brug for at starte helt forfra. Instruktøren Drake Doremus udvælger så nogle af disse klip, som bliver lagt op i løbet af ugen mellem de officielle afsnit. Andre klip bliver inkorporeret i filmen.

Jeg synes, at det er interessant at ville arbejde med at inddrage publikum på denne måde, men jeg synes også, at projektet sætter sig lidt mellem to stole. På den ene side bliver publikum jo ikke rigtigt inddraget, fordi de ikke har nogen som helst indflydelse på den overordnede historie. De små webcam-fragmenter er sjove og spøjse, men kan nemt springes over, hvis man hellere vil se den egentlige film. På den anden side rummer fragmenteringen af hovedpersonen også en risiko for opløsning af denne. Fordi “Alex” kan se ud som alle mulige og være alle mulige, udhules figuren, og som seer savner jeg meget, at der blev indarbejdet nogle karakteristika, nogle egenskaber, som kunne hjælpe med at samle figuren og skabe en eller anden form for helhed.

Men når det er sagt, synes jeg stadig, at konceptet er spændende, og de officielle filmklip er meget seværdige og rørende. Særligt Mary Elizabeth Winstead som objektet for Alex’ forelskelse er virkelig fin, og hendes figur, samt Alex’ følelser for hende, fungerer i nogen grad som samlingspunktet i det fragmenterede. Så hvis du mangler knap 20 min. overspringshandlinger i denne uge, vil jeg klart anbefale de tre første afsnit af The Beauty Inside.

Talentfabrikken

I går var jeg til et info-møde om et af de fedeste initiativer, Filmby Aarhus længe har taget: Talentfabrikken!

Initiativet udspringer af en meget lang debat om det hul, der er i “fødekæden” fra amatør til professionel i bl.a. film-miljøet i Århus. I efteråret lagde filmbyen lokaler til et seminar om talentudvikling, og for flere år siden (2009? 2010?) var jeg til en lignende panel-debat på Kasernen arrangeret af det daværende Super8-hold . Det var stort set de samme mennesker, som mødte op til de to debatter, og det var stort set samme konklusion: de professionelle vil gerne bruge unge talenter; “amatørerne” vil gerne lære af de professionelle; men hvem skal opsøge hvem? Hvem skal betale for talentudviklingen? Hvem har ansvaret?

Nu har Filmby Aarhus så taget noget af ansvaret på sig og oven i købet smidt penge i projektet, hvilket på alle måder er prisværdigt. Endelig kommer der handling bag de mange ord! Det bliver spændende at se, hvilken effekt og funktion Talentfabrikken får, hvad fremtiden vil bringe, eller om vi igen om to år skal have en paneldebat for endnu engang at blive enige om, at der mangler noget i talentudviklingen.
Jeg vil nu tillade mig selv at være optimistisk – også i forhold til om jeg kan blive en af de 20-25 personer, der får plads på fabrikken! 🙂

The final countdown; livet post-barsel venter

I dag er min sidste dag på barsel, sådan for alvor. I morgen overtager Husbonden tjansen herhjemme, og onsdag flytter jeg (mere eller mindre) ind på statsbiblioteket, hvor jeg vil forsøge at opsamle al mulig god arbejdsenergi fra de andre hårdtarbejdende studerende, så jeg kan få skrevet den der opgave.

Målet for i dag har været at få valgt et emne, så jeg kan få søgt materiale, så jeg kan begynde at læse, så jeg kan begynde at skrive.

Jeg kan afsløre, at jeg har bestemt mig for et emne, men det har ikke været let. Ideerne har været få, dårlige og ikke præcise nok, og jeg er nervøs for at vælge forkert, for der er ganske enkelt ikke tid til, at jeg kan nå at ombestemme mig, hvis jeg halvvejs i arbejdet opdager, at der ikke er nok kød på emnet.
Måske netop derfor har jeg valgt et emne, som kunne hedde: “Shakespeare in high school”. Flere af Shakespeares komedier er blevet transformeret til teenagefilm: Trold kan tæmmes/Ten Things I Hate About You, En Skærsommernatsdrøm/Get Over It, Helligtrekongers Aften/She’s The Man og sikkert mange flere. Jeg forestiller mig, at jeg vil sammenligne filmene indbyrdes og i forhold til Shakespeares stykker, og så skal der jo også klaskes noget teori på af en art.

10things

Jeg behøver i hvert fald ikke være nervøs for ikke at kunne fylde de 25 sider ud. Med sammenlagt seks analyseobjekter (filmene + teaterstykkerne), samt så mange bøger om Shakespeare at jeg kan bygge en 1:1 model af Twin Towers af dem, plus at jeg jo også gerne skulle opstøve noget egnet teori om f.eks. high school komedier og teenagefilm, bliver kunsten i langt højere grad at forsøge at finde et godt fokus – en problemformulering – som kan hjælpe mig til at skille skidt fra kanel og lave en rød tråd i opgaven.

Men efter at have brugt hele aftenen på litteratursøgning, tror jeg, at jeg gemmer den med det skarpe fokus til en anden dag. Lige nu har barselshjernen vist brug for hvile.

Anmelderens dilemma

lefils

Hvor mange stjerner skal en film egentlig have?
Hvad skal afgøre det, når man er i tvivl?
For nylig er to af mine anmeldelser lagt på nettet, og som sådan færdige, men jeg spekulerer stadig på, om ikke den ene skulle have haft een mindre og den anden een mere…

Det drejer sig om Karate Kid for Kulturkongen og Sønnen (Le Fils) for Film og Tro. Karate Kid fik fire stjerner og Sønnen fem, men måske skulle Karate Kid have haft tre og Sønnen seks?

Jeg skrev anmeldelsen af Karate Kid umiddelbart efter, jeg havde set filmen, og jeg var positivt overrasket, da det er en meget lang film, men mod forventning var jeg underholdt næsten hele vejen igennem.
Også anmeldelsen af Sønnen blev skrevet umiddelbart efter, jeg havde set den. Det er en film, som både har en god historie og en spændende form, men den blev alligevel en smule langtrukken visse steder. Modsat Karate Kid er det dog en film, som lever videre i ens hoved lang tid efter tv’et er slukket.

Pointen er, at hvis jeg havde ventet tre-fire dage fra, at jeg havde set filmen, til jeg gav karakteren, så ville resultatet være blevet anderledes. Men hvilken oplevelse er den rigtige? Den umiddelbare eller den efterfølgende bearbejdelse? Mit umiddelbare indtryk er stærkt præget af mine forventninger til filmen, hvor den efterfølgende bearbejdelse giver en mere analytisk tilgang. Omvendt ligger den umiddelbare reaktion tættere på filmen, hvor en efterfølgende bearbejdning kan skubbe scener eller elementer fra filmen i baggrunden.
Spørgsmålet er altså, hvilken oplevelse der skal ligge til grund for en anmeldelse? For det både kan og vil gøre en forskel.

Mit efterår

breakingthewaves

Efteråret 2010 kommer for mit vedkommende til blandt andet at indeholde:

1. Undervisning i Anvendt Dramaturgi, hvilket bevirker, at jeg for tiden er dybt opslugt af kulturpolitik og teaterlovgivning. Faktisk ret spændende og kun en lille smule nørdet!

2. Praktikplads hos JA Film = YAY 😀

3. En virkelig spændende teatersæson på forskellige danske teatre. Jeg håber på i hvert fald at kunne nå rundt om teaterudgaverne af Lars von Triers film: Antichrist, genopsætningen af Breaking the Waves og ikke mindst Dancer in the Dark som opera. Dog er jeg i tvivl om, om jeg kan nå en tur til landets hovedstad inden d. 27. september, så hvis nogen er frisk på en tur/retur samme aften, så sig til.

Million Dollar Baby

million dollar baby

Ups, jeg har først nu opdaget, at min anmeldelse af Million Dollar Baby er blevet lagt op på Film og Tro.

Normalt er der en liste af film, de gerne vil have anmeldt på sitet, og så melder man sig ind på, hvilke man godt kunne tænke sig. Men med Million Dollar Baby var det anderledes. Jeg kunne ikke slippe filmen efter at have set den. Mine tanker blev ved med at kredse om den, og til sidst var jeg nødt til at bearbejde den skriftligt. Og når jeg så alligevel havde gjort det, kunne jeg jo ligeså godt sende den til film og tro. 🙂

Du kan læse min anmeldelse af Clint Eastwoods mesterværk her.