Category Archives: Refleksion

Om at springe over overspringene

Som så mange andre studerende er jeg er en mester i overspringshandlinger. Det er ganske enkelt ikke let at holde koncentrationen i lang tid, selvdisciplin er vanskeligt, og nødvendigheden af at blive klog på, hvad Heidegger egentlig mener, kan være svær at få øje på. Men i takt med at min afleveringsfrist for specialet nærmer sig, finder jeg flere og flere veje til at overspringe overspringshandlingerne.

1
Først og fremmest er følelsen af nødvendighed afgørende, for i hvert fald mig, og selvom jeg ikke altid kan se nødvendigheden af at skrive netop dette afsnit, så har jeg en meget konkret følelse af, at jeg VIL være færdig med speciale og studiet.

2
Det næstvigtigste er: kom ud af huset! Mine bedste arbejdstimer ligger klart om formiddagen, så jo før jeg kan komme i gang, jo bedre. Men derhjemme holder jeg af en god lang morgen, hvor jeg kan sidde og hygge mig med ristet brød, varm kaffe og noget spændende at læse i (pt. tegneserier, da min hjerne tror, at enhver brødtekst handler om speciale, og derfor automatisk kommer til at kede sig). Min specialeplads er noget af det bedste, der er sket for min proces, fordi jeg har noget at stå op til om morgenen. Desuden er det at arbejde ved siden af andre specialeskrivere også befordrende for min koncentration.

3
Min bedste ven et stopur! Hvis jeg rammer et virkelig vanskeligt sted eller generelt bare er uoplagt, så sætter jeg stopuret til 15-20 min., arbejder indtil det ringer, og så må jeg tage mig en pause. Jeg godt tvinge mig selv til at fokusere og arbejde, men ikke i lang tid ad gangen, så derfor fungerer dette virkelig godt for mig. Ind i mellem sker der endda det fantastiske, at jeg alligevel rammer et godt flow, og så arbejder jeg jo bare videre efter uret har ringet – med visheden om, at jeg har opfyldt “kvoten” og derfor må holde pause, når jeg har lyst.

4
Min sidste vej til at overspringe overspringshandlingerne har jeg desværre først lært meget sent i min proces: jeg forsøger at planlægge mit arbejde sådan, at jeg altid skal starte dagen med noget nemt. I mit tilfælde at læse en tekst, afslutte et afsnit, jeg allerede har skrevet, rette stavefejl eller skrive litteraturliste. På den måde kan jeg nemmere komme i gang om morgenen, fordi det ikke er en stor, grum opgave, der ligger og venter på mig, men en lille sød én, jeg ikke er bange for. Det betyder, at jeg ind i mellem slutter en arbejdsdag tidligere, end jeg kunne, fordi jeg vælger at gemme en opgave til dagen efter. Det handler ganske enkelt om at stoppe, mens legen er god.


Se, det var mine små fif. Som alligevel ikke altid virker. For eksempel har jeg nu netop brugt en halv time på at skrive dette her i stedet for at kaste mig over det afsnit, jeg egentlig skulle arbejde på. Jeg må hellere finde stopuret frem.

Reklamer

Kære Arbejdsmarked

Jeg er ked af det, men der kommer til at gå lidt længere tid, før vi kan kaste os i armene på hinanden. Jeg har indset, at jeg ikke er ovre Specialet endnu. Vi er ikke færdige med hinanden, og jeg mangler “closure” for at kunne komme videre.

Jeg håber ikke, at du bliver alt for ked af det. Jeg ved, at du havde glædet dig til, jeg skulle komme, og bare rolig: det skal nok ske! Du og jeg kan se frem til mange gode og fantastiske år sammen. Fremtiden er helt sikkert sammen med dig, men jeg håber, du forstår, at det ikke kan blive til januar alligevel. Jeg bliver nødt til at få sluttet med Specialet på en ordentlig måde, før jeg er klar til det nye liv med dig.

Jeg håber meget, at vi ses engang i februar. Hvis du bliver alt for sur, kan du godt sende din lillebror Arbejdsløshed til at møde mig, når jeg kommer, for ved du hvad? Før eller siden finder jeg dig alligevel, og når jeg gør, vil det slå gnister!

Så kære Arbejdsmarked, vent på mig!

Kærligst
Thilde

Ligheder mellem bungee jumping og opgaveskrivning

Hvis nogen ikke skulle have opdaget det, så er det blevet mandag, og jeg sidder bænket på min fine specialeplads – denne gang sammen med andre studerende – og forsøger at finde en farbar vej gennem næsten uendelige muligheder af vinkler på min opgave, så jeg kan komme sikkert i mål. Kort sagt; det er problemformuleringen, der er i fokus nu.

Det har altid været den del af opgaveskrivningen, som jeg har fundet vanskeligst og mest angstprovokerende. En god problemformulering er en fantastisk rettesnor, som man kan bruge til at strukturere både sin opgave og sin proces efter, men også til at sortere de mange informationer, man får gennem læsningen, efter hvad der er væsentligt og uvæsentligt.
Omvendt kan en dårlig problemformulering skabe utallige omveje og mange unødvendige frustrationer, og det kan lægge sig som en tyk tåge i ens tanker, så det bliver vanskeligt at holde fokus.
Jeg har prøvet begge dele, og det siger sig selv, at jeg allerhelst vil have det første.

Problemet er blot den pisseirriterende hermeneutiske cirkel:

hemcirkel

Altså, at man har en viden/forforståelse, som bliver udvidet og/eller rettet til i mødet med f.eks. en tekst, som så skaber en ny viden/forforståelse, som udfordres og udvides i mødet med en tekst, og denne nye viden og så videre og så videre og så videre.

I mit tilfælde betyder det, at jeg er nødt til at lave en problemformulering ud fra den viden, jeg har lige nu – velvidende at jeg i løbet af min proces vil få mere viden, og dermed måske vil opdage bedre vinkler og problemformuleringer end den, jeg først fandt på. I en længerevarende proces ville jeg kunne nå at justere problemformulering og fokus, men det kan jeg ikke nu. Jeg er nødt til bare at satse. Lukke øjnene og springe ud i det!
Hvem vidste, at opgaveskrivning og bungee jumping havde så meget tilfælles?!

The final countdown; livet post-barsel venter

I dag er min sidste dag på barsel, sådan for alvor. I morgen overtager Husbonden tjansen herhjemme, og onsdag flytter jeg (mere eller mindre) ind på statsbiblioteket, hvor jeg vil forsøge at opsamle al mulig god arbejdsenergi fra de andre hårdtarbejdende studerende, så jeg kan få skrevet den der opgave.

Målet for i dag har været at få valgt et emne, så jeg kan få søgt materiale, så jeg kan begynde at læse, så jeg kan begynde at skrive.

Jeg kan afsløre, at jeg har bestemt mig for et emne, men det har ikke været let. Ideerne har været få, dårlige og ikke præcise nok, og jeg er nervøs for at vælge forkert, for der er ganske enkelt ikke tid til, at jeg kan nå at ombestemme mig, hvis jeg halvvejs i arbejdet opdager, at der ikke er nok kød på emnet.
Måske netop derfor har jeg valgt et emne, som kunne hedde: “Shakespeare in high school”. Flere af Shakespeares komedier er blevet transformeret til teenagefilm: Trold kan tæmmes/Ten Things I Hate About You, En Skærsommernatsdrøm/Get Over It, Helligtrekongers Aften/She’s The Man og sikkert mange flere. Jeg forestiller mig, at jeg vil sammenligne filmene indbyrdes og i forhold til Shakespeares stykker, og så skal der jo også klaskes noget teori på af en art.

10things

Jeg behøver i hvert fald ikke være nervøs for ikke at kunne fylde de 25 sider ud. Med sammenlagt seks analyseobjekter (filmene + teaterstykkerne), samt så mange bøger om Shakespeare at jeg kan bygge en 1:1 model af Twin Towers af dem, plus at jeg jo også gerne skulle opstøve noget egnet teori om f.eks. high school komedier og teenagefilm, bliver kunsten i langt højere grad at forsøge at finde et godt fokus – en problemformulering – som kan hjælpe mig til at skille skidt fra kanel og lave en rød tråd i opgaven.

Men efter at have brugt hele aftenen på litteratursøgning, tror jeg, at jeg gemmer den med det skarpe fokus til en anden dag. Lige nu har barselshjernen vist brug for hvile.

Kejserens nye Mad Men

20120329-104224.jpg

Vi har i lang tid, meget lang tid, haft sæson 1 og 2 af tv-serien Mad Men stående på vores dvd-reol. Der er nemlig rigtig mange, der har rost den serie – både anmeldere og vores venner og bekendte, og vi har købt den, for vi skulle da se, hvad al hypen handlede om.

Jeg tror, at vi så det første afsnit for et års tid siden. Kort efter så vi andet afsnit. Så gik vi i stå, og efter mange måneders pause, blev vi enige om, at serien da skulle have endnu en chance. Alle siger jo, at den er så god. Så vi så andet afsnit igen, og tredje og fjerde og femte, før vi igen gik i stå.
I løbet af det år der er gået, siden vi så første afsnit, har vi haft adskillige pauser, og hver gang vi igen har fundet den frem fra gemmerne og givet den endnu en chance, har begrundelsen været, at alle andre jo siger, at den er så god, så når den endnu ikke har fanget an herhjemme, er det jo helt sikkert os, der har misforstået noget.

Jeg føler mig lidt som den, der stod ved siden ad drengen, der råbte “Han har jo ikke noget tøj på!” af Kejseren i den nye klæder. Jeg tør ikke selv råbe det samme af frygt for, at det er mig, der er helt galt på den. Tænk nu, hvis Kejserens tøj rent faktisk ER synligt for de kloge, og tænk nu, hvis Mad Men faktisk ER en god serie. Det er bare mig, der for dum til at fatte hverken det ene eller det andet, og man skal jo ikke råbe op om egen stupiditet.

Derfor vinder Ida IKKE X-factor

Ja, så forsøger vi os lige med en overskrift, der er ekstrabladet værdigt. Det er nu ikke fordi, at der skal gå ren x-factor i bloggen her, men som så mange andre vil jeg også have lov at spå om hvem der vinder og mere præcist, hvem der ikke vinder og hvorfor.

1. Omvendt psykologi
Pressen, bookmakerne og Blachmann har spået Ida til at løbe med sejren. Det kan meget nemt give bagslag på den måde, at alle dem, der vakler mellem Ida og en af de andre, så vil stemme på den anden, fordi man enten går ud fra, at Ida får rigeligt med stemmer, eller fordi man ikke bare vil løbe med flokken. Afhængig af hvor mange, der ikke er inkarnerede fans, kan det godt vise sig at gøre en stor forskel for stemmefordelingen.

2. Udvikling
Idas audition var rigtig god. Hun lyste op i mængden og skilte sig ud, og både publikum, pressen og dommerne var helt oppe at ringe over hendes talent. Fordi hun så at sige startede med at toppe, har hendes udviklingskurve kun haft meget små udslag i modsætning til f.eks. Line, der fremstår markant anderledes nu i forhold til hendes audition. Og da X-factor i bund og grund er et underholdningsprogram, er vi som seere meget interesserede i udvikling for ikke at komme til at kede os. Den stilsikkerhed, hvormed Ida lagde ud og imponerede, kan derfor let blive en hæmsko, fordi publikum vil have fornyelse, udvikling og se en usleben diamant blive slebet i facet.

3. Finalefest
Der er lagt op til et brag af en finalefest i Boxen i Herning. Stor scene, stort show, store danske (pop)navne, som gæsteoptræder. Fantastiske rammer, hvis deltagerne ellers står for en genre, der egner sig til at sparke en fest i gang. Hvis Ida skulle have haft optimale forhold for at vise sin musik, så skulle hun have haft et mindre spillested med mere atmosfære og intimitet. Hvor grænsen mellem scene og publikum var lille, så hun kunne røre folk med sit nærvær og sin indlevelse. Det bliver mere end en anelse vanskeligt i en sal med 16.000 mennesker!

Hvis jeg skulle satse penge på, hvem der løber med sejren, så ville jeg spille på Line. Men det er Idas plade, som jeg ville købe og lytte til om og om igen, og det er hendes koncerter, jeg ville tage til. Men mon ikke jeg en dag kan få lov til det, uanset om hun vinder i aften eller ej.

Anmelderens dilemma

lefils

Hvor mange stjerner skal en film egentlig have?
Hvad skal afgøre det, når man er i tvivl?
For nylig er to af mine anmeldelser lagt på nettet, og som sådan færdige, men jeg spekulerer stadig på, om ikke den ene skulle have haft een mindre og den anden een mere…

Det drejer sig om Karate Kid for Kulturkongen og Sønnen (Le Fils) for Film og Tro. Karate Kid fik fire stjerner og Sønnen fem, men måske skulle Karate Kid have haft tre og Sønnen seks?

Jeg skrev anmeldelsen af Karate Kid umiddelbart efter, jeg havde set filmen, og jeg var positivt overrasket, da det er en meget lang film, men mod forventning var jeg underholdt næsten hele vejen igennem.
Også anmeldelsen af Sønnen blev skrevet umiddelbart efter, jeg havde set den. Det er en film, som både har en god historie og en spændende form, men den blev alligevel en smule langtrukken visse steder. Modsat Karate Kid er det dog en film, som lever videre i ens hoved lang tid efter tv’et er slukket.

Pointen er, at hvis jeg havde ventet tre-fire dage fra, at jeg havde set filmen, til jeg gav karakteren, så ville resultatet være blevet anderledes. Men hvilken oplevelse er den rigtige? Den umiddelbare eller den efterfølgende bearbejdelse? Mit umiddelbare indtryk er stærkt præget af mine forventninger til filmen, hvor den efterfølgende bearbejdelse giver en mere analytisk tilgang. Omvendt ligger den umiddelbare reaktion tættere på filmen, hvor en efterfølgende bearbejdning kan skubbe scener eller elementer fra filmen i baggrunden.
Spørgsmålet er altså, hvilken oplevelse der skal ligge til grund for en anmeldelse? For det både kan og vil gøre en forskel.