Category Archives: Serie

The Beauty Inside

Hey, vil du gerne være med i en film? Spille hovedrollen endda?

For et par dage siden stødte jeg på det her ret interessante projekt kaldet “The Beauty Inside”. En viral godbid af de bedre. En interaktiv film. Eller et anderledes take på en reklamekampagne for Toshibas nye Ultrabook, hvis man vil se det fra den vinkel. Selv kalder de det Hollywood’s first film that gives the audience a chance to play the lead role.

Konceptet er, at vi følger denne her fyr, Alex, som hver morgen vågner op i en ny krop. Hver torsdag kommer der et nyt afsnit af filmen, hvor vi indtil nu har lært om hvem Alex er, og hvad han laver. Vi har også set ham forelske sig i den søde antique-selling-girl-next-door, som vi naturligvis håber, at han før eller siden vil afsløre sin “tilstand” for.
Vi har også lært, at Alex slutter hver dag med at optage sig selv med sit webcam for at huske, hvem han var den pågældende dag – og det er her det interaktive element bliver sat i spil. Gennem facebook-siden kan alle nemlig gå til audition på at spille Alex for en dag. Der er lige nu syv forskellige set-ups, man kan vælge at spille (to af disse set-ups udløber dog i morgen d. 4/9). For eksempel kan man fortælle om det mest vanvittige job, Alex har haft, eller om sidste gang han havde brug for at starte helt forfra. Instruktøren Drake Doremus udvælger så nogle af disse klip, som bliver lagt op i løbet af ugen mellem de officielle afsnit. Andre klip bliver inkorporeret i filmen.

Jeg synes, at det er interessant at ville arbejde med at inddrage publikum på denne måde, men jeg synes også, at projektet sætter sig lidt mellem to stole. På den ene side bliver publikum jo ikke rigtigt inddraget, fordi de ikke har nogen som helst indflydelse på den overordnede historie. De små webcam-fragmenter er sjove og spøjse, men kan nemt springes over, hvis man hellere vil se den egentlige film. På den anden side rummer fragmenteringen af hovedpersonen også en risiko for opløsning af denne. Fordi “Alex” kan se ud som alle mulige og være alle mulige, udhules figuren, og som seer savner jeg meget, at der blev indarbejdet nogle karakteristika, nogle egenskaber, som kunne hjælpe med at samle figuren og skabe en eller anden form for helhed.

Men når det er sagt, synes jeg stadig, at konceptet er spændende, og de officielle filmklip er meget seværdige og rørende. Særligt Mary Elizabeth Winstead som objektet for Alex’ forelskelse er virkelig fin, og hendes figur, samt Alex’ følelser for hende, fungerer i nogen grad som samlingspunktet i det fragmenterede. Så hvis du mangler knap 20 min. overspringshandlinger i denne uge, vil jeg klart anbefale de tre første afsnit af The Beauty Inside.

Kejserens nye Mad Men

20120329-104224.jpg

Vi har i lang tid, meget lang tid, haft sæson 1 og 2 af tv-serien Mad Men stående på vores dvd-reol. Der er nemlig rigtig mange, der har rost den serie – både anmeldere og vores venner og bekendte, og vi har købt den, for vi skulle da se, hvad al hypen handlede om.

Jeg tror, at vi så det første afsnit for et års tid siden. Kort efter så vi andet afsnit. Så gik vi i stå, og efter mange måneders pause, blev vi enige om, at serien da skulle have endnu en chance. Alle siger jo, at den er så god. Så vi så andet afsnit igen, og tredje og fjerde og femte, før vi igen gik i stå.
I løbet af det år der er gået, siden vi så første afsnit, har vi haft adskillige pauser, og hver gang vi igen har fundet den frem fra gemmerne og givet den endnu en chance, har begrundelsen været, at alle andre jo siger, at den er så god, så når den endnu ikke har fanget an herhjemme, er det jo helt sikkert os, der har misforstået noget.

Jeg føler mig lidt som den, der stod ved siden ad drengen, der råbte “Han har jo ikke noget tøj på!” af Kejseren i den nye klæder. Jeg tør ikke selv råbe det samme af frygt for, at det er mig, der er helt galt på den. Tænk nu, hvis Kejserens tøj rent faktisk ER synligt for de kloge, og tænk nu, hvis Mad Men faktisk ER en god serie. Det er bare mig, der for dum til at fatte hverken det ene eller det andet, og man skal jo ikke råbe op om egen stupiditet.