Ordbobler og overspring

“Så kunne hun holde kæft, hva?! Eksamen afleveret, og så gik kulturfiluren ellers på ferie.”
Men nej. Desværre. Jeg har blot skiftet fokus fra eksamensopgave til specialet, som stadig ikke har lært at skrive sig selv. Mærkeligt.

I dag sidder jeg for eksempel med bobler af ord rundt om mig: “værksyn”, “æstetiske hierarkier”, “facilitering”, “kreative processer”, “autonomi og styring”, “tilfælde og struktur” står der på dem. Jeg forsøger at gribe boblerne, fange dem og spærre dem inde i den problemformulering, jeg har så hårdt brug for, for at kunne strukturere mit arbejde og få en fornemmelse af fremdrift. Men det vil ikke rigtig lykkes. Først kommer de ind i den forkerte rækkefølge. Så glemmer jeg at få en eller flere af dem med. Så bliver jeg i tvivl om, om de overhovedet skal med alle sammen, eller om jeg skal finde andre bobler at fange. Og til sidst bliver jeg desperat – og hvad gør en desperat kvinde? Spiser chokolade? Tjekker facebook? Vold-shopper? Drejer rundt og rundt på kontorstolen? Nej, hun låner bøger! Eller jeg låner bøger. Muligvis gør andre desperate kvinder nogen andre ting.

Men jeg låner altså bøger, for når problemformuleringen ikke vil lykkes, er det nok fordi jeg ikke ved nok! Jeg skal læse noget mere, finde flere boble-ord, som måske virker bedre end de andre og nemmere vil lade sig indfange. Så jeg søger litteratur og styrter over på biblioteket, hvor jeg slæber tunge, tykke bøger med til specialepladsen. Med en følelse af at have udrettet noget, sætter jeg dem pænt på min hylde og føler mig klog. Fordi jeg har lånt bøger! Fjollet og dumt? Ja, det ved jeg godt. Efter min eksamensopgave var færdig, afleverede jeg omkring femten bøger, som jeg ikke engang havde åbnet.

I det mindste er bog-låneriet en billig overspringshandling i forhold til at shoppe, og det feder mindre end chokolade. Til gengæld tror jeg faktisk ikke, at det er ligeså sjovt som at dreje rundt og rundt på kontorstolen. Det må jeg prøve næste gang, problemformulering og ord-bobler ikke vil makke ret!

Reklamer

Omsider!

20120530-222945.jpg

så nu vil jeg tage mig et velfortjent glas hvidvin!

Hva’ siger du? Pinse?! Næh…

Det der fortrængning virker faktisk ret godt. Det lykkedes mig for eksempel næsten at fortrænge både pinse og solskinsvejr, mens jeg burede mig inde på specialepladsen og skrev til mine fingerspidser blev hudløse.
Til gengæld kan jeg med stolthed sige, at jeg har overholdt mine deadlines, og nu har nået et punkt, hvor jeg ikke længere er bange for ikke at nå at blive færdig til aflevering. Det er faktisk ret fantastisk. Frygt er nemlig ikke den fedeste grundtilstand at leve i.

Så nu er det lige straks min tur til at komme ud og få lidt sol på kroppen, nyde det gode vejr, grille, bade og indhente alt det sjove, som jeg er gået glip af. Eller det troede jeg. Indtil jeg kom i tanker om, at vejret jo ynder at håne mig:

vejr

Følelsernes rutschebane

Jeg har fundet løsningen på gårsdagens “problem”: Fortrængning! Kan klart anbefales. Jeg lader som om, at jeg ikke ved noget som helst om re-eksamen eller en deadline i august, og forsøger derved at indstille mit røntgen-syn på 31/5 kl. 12.

Sammen med fortrængningen har jeg også fundet en pose optimisme. Jeg ved ikke, hvor jeg havde gemt den, men den lå sammen med et godt skriveflow, som jeg også havde forlagt. Jeg har revurderet mine deadlines, lavet en ny tidsplan, og lige så forsigtigt begynder jeg at tro på, at det vil lykkes mig at komme i mål med opgaven.

Men der er en hel uge endnu, og jeg er ret sikker på, at dette ikke var den sidste bakke på “Rollercoaster of Emotions”. Jeg håber bare, at det var den største.

Eller kan man få en akut-tid hos studenterrådgivningen?

Jeg har fået en mail fra min studievejleder. Den kom med svar på det spørgsmål, som min tanker har kredset om de sidste dage: “Hvad sker der, hvis jeg ikke bliver færdig med min eksamen?”

Re-eksamen, var svaret. Re-eksamen i august. Og så et link til tilmeldingsblanket und alles. Men det koster et eksamensforsøg, og jeg har brugt ét allerede, så hvis jeg benytter mig af re-eksamen, SKAL jeg bestå, for det vil tælle som mit tredje og sidste forsøg. Men hvis jeg dumper, ville det være første gang i min cirka 20-årige skolegangs-karriere, så oddsene er med mig.

Problemet er, at jeg kender mig selv for godt. Jeg kan lave nok så mange aftaler med mig selv om, at jeg altså skal have opgaven færdig senest d. 7. juni, og så den 30. juni, og så skal jeg da lige holde lidt sommerferie også, så vi siger d. 1. august. Og så kan jeg lige så godt vente med at gøre den færdig til natten før, den egentlig skal afleveres. Og pludselig har denne her eksamen og min egen dårlige selvdisciplin ædt omkring tre måneder af min specialetid!

Den søde, venlige, oplysende mail fra min studievejleder har udløst et sandt følelseskaos, hvor jeg veksler mellem zen-agtig ro (for jeg skal jo først aflevere til august) og stress-svedende panik (for jeg bliver jo nødt til at aflevere om en uge), og det er faktisk ikke en særlig produktiv tilstand at befinde sig i, kan jeg godt afsløre! Så måske ender det med at give sig selv, fordi jeg sidder helt handlingslammet foran min computer og prøver at skrive ord, der ikke vil komme ud, fordi det indre kaos står og spærrer.

Gad vide om det er nu, at det er på tide at ringe til psykiatrisk skadestue?

Status

Jeg har skrevet for meget. 13 ud af max. 25 sider er skrevet, og jeg er ikke engang halvvejs igennem det indhold, jeg skal have proppet i opgaven. Et luksusproblem for én, der plejer at sidde natten før aflevering og skrive forkortelserne ud i håb om at komme op på minimumsgrænsen for anslag.

Problemet er bare, at min tidsplan er skredet med halvanden til to dage, så jeg skal helst ikke bruge alt for meget tid på at skrive ting, der alligevel skal slettes. Der er kun ni dage tilbage! *gys*

Den intense, nervepirrende og næsten helt sandfærdige fortælling om Det Forsvundne Lånerkort!

Som studerende er det essentielt at stå på god fod med bibliotekerne. Det er der, den hemmelige viden bevogtes, og som man nødvendigvis MÅ skaffe sig adgang til, hvis man vil gøre sig noget som helst håb om at bestå sine eksamener. For at få adgang skal man gennemføre svære tests og diverse udfordringer, for eksempel blive født så man kan få et cpr. nr., så man kan få et sygesikringsbevis, så man kan få det konverteret til Lånerkortet!

Når du først er i besiddelse af Lånerkortet! kan du uden problemer få adgang til hele denne herlige verden af støvede bøger og et fuldstændig uoverskueligt elektronisk artikelarkiv, og Bibliotekaren vil endda smile til dig, mens du selv betjener dine lån og afleveringer. MEN hvis du har glemt Lånerkortet! forvandler den rare dame m/k sig til et frygtindgydende monster med brillerne hængende faretruende på næsetippen, brynene rynkede, og øjenene stirrende stift på én, indtil vægten af skyld og skam bliver så tung, at man uværgeligt råber UNDSKYLD og grædende lover aldrig at komme tilbage uden Lånerkortet!

Med dette scenarie in memoriam var det derfor med stor rædsel, at jeg for en uges tid siden, ikke kunne finde mit Lånerkort! Jeg ledte i min pung og min taske og mine lommer, men det var der ikke. “Det dukker nok op” tænkte jeg og gik frejdigt på nettet, hvor jeg reserverede, fjernlånte og bestilte bøger, så det var en fryd.
De næste dage afgav min mail-indbakke det ene glad “pling” efter det andet og forkyndte, at mine bøger var bestilt, ordren ekspederet, og rundt omkring på ikke mindre end tre biblioteker stod Hemmelig Viden og ventede på at blive ført hjem til et par ugers intenst forhold med mig. Dog var Lånerkortet! påkrævet, så jeg ledte i nogle flere lommer og nogle flere tasker. Jeg rodede min rodekurv igennem, tjekkede bunkerne på skrivebordet og gennemgik sågar også mine børns tasker og legetøj for at se, om det skulle være havnet der. Men nej!

Dagene gik, fristen for afhentning af Hemmelig Viden nærmede sig, og en vis portion panik begyndte at brede sig i min krop. Faktisk så meget, at jeg i aftes ikke kunne falde i søvn, men holdt Gemalen vågen ved at slynge tilfældige mulige skjulesteder ud. Et af disse var Gemalens pung. Det er altid godt at skyde skylden på andre, så den ikke tynger én selv så meget. Men i dette tilfælde var det faktisk ikke en helt aparte tanke, da Gemalen for lige omkring en hel del måneder siden hentede recept-medicin for mig. Pludselig kunne Gemalen heller ikke sove; mysteriet om Det Forsvundne Lånerkort! skulle løses!

Jeg lyttede til hans trin ned ad trappen, hans fumlen med sin jakke og roden i sin pung. Jeg ventede i spænding på jubelråbet eller en lille hulken, der kunne afsløre, om missionen var lykkedes eller ej, men der var stille. Hans trin op ad trappen var heller ikke anderledes end sædvanligt, så han havde nok ikke fundet det. Min hjerne begyndte igen at gennemsøge min hukommelse for mulige gemmesteder, og da jeg hørte Gemalen gå ind på kontoret og skramle rundt, tænkte jeg, at han nok havde fundet et nyt sted at kigge efter det. Men et øjeblik efter kom han i seng igen, puttede sig under dynen og sagde: “Jeg har lagt det på dit skrivebord.”