Tag Archives: bibliotekar

Den dag jeg ikke løb nøgen ned ad Langelandsgade

Jeg har sådan en dag, hvor jeg kigger ud ad vinduet på træet udenfor og uvilkårligt tænker: “Hvad nu hvis der boede små trolde i træet? Hvad nu, hvis der sad én på det blad dér og kiggede ind på mig? Hvad ville den tænke?” Og så får jeg lyst til at skrive et eventyr om trætroldene i stedet for at arbejde på specialet, og jeg kommer til at hade det akademiske og det analytiske, fordi det kvæler fantasien og kreativiteten og glæden og virkelysten og alt godt i denne verden! Jeg får lyst til at droppe studiet, løbe nøgen ned af Langelandsgade, mens jeg råber slagord som “ALDRIG MERE TEORI!” og “ANALYSE ER DØDEN!”

I stedet bliver jeg siddende med mit tøj på og lader som om jeg studerer mine cases’ facilitering intensivt, mens mine tanker i virkeligheden er i gang med at forme eventyret om trætrolden Kerne og hans håbløse forelskelse i den midaldrende bibliotekar Irene.

I øvrigt er alle kvindelige hovedpersoner i mine ideer bibliotekarer for tiden. Se selv, alle de bøger har sat sig på min fantasi! Det kan ikke være sundt at studere.

Reklamer

Den intense, nervepirrende og næsten helt sandfærdige fortælling om Det Forsvundne Lånerkort!

Som studerende er det essentielt at stå på god fod med bibliotekerne. Det er der, den hemmelige viden bevogtes, og som man nødvendigvis MÅ skaffe sig adgang til, hvis man vil gøre sig noget som helst håb om at bestå sine eksamener. For at få adgang skal man gennemføre svære tests og diverse udfordringer, for eksempel blive født så man kan få et cpr. nr., så man kan få et sygesikringsbevis, så man kan få det konverteret til Lånerkortet!

Når du først er i besiddelse af Lånerkortet! kan du uden problemer få adgang til hele denne herlige verden af støvede bøger og et fuldstændig uoverskueligt elektronisk artikelarkiv, og Bibliotekaren vil endda smile til dig, mens du selv betjener dine lån og afleveringer. MEN hvis du har glemt Lånerkortet! forvandler den rare dame m/k sig til et frygtindgydende monster med brillerne hængende faretruende på næsetippen, brynene rynkede, og øjenene stirrende stift på én, indtil vægten af skyld og skam bliver så tung, at man uværgeligt råber UNDSKYLD og grædende lover aldrig at komme tilbage uden Lånerkortet!

Med dette scenarie in memoriam var det derfor med stor rædsel, at jeg for en uges tid siden, ikke kunne finde mit Lånerkort! Jeg ledte i min pung og min taske og mine lommer, men det var der ikke. “Det dukker nok op” tænkte jeg og gik frejdigt på nettet, hvor jeg reserverede, fjernlånte og bestilte bøger, så det var en fryd.
De næste dage afgav min mail-indbakke det ene glad “pling” efter det andet og forkyndte, at mine bøger var bestilt, ordren ekspederet, og rundt omkring på ikke mindre end tre biblioteker stod Hemmelig Viden og ventede på at blive ført hjem til et par ugers intenst forhold med mig. Dog var Lånerkortet! påkrævet, så jeg ledte i nogle flere lommer og nogle flere tasker. Jeg rodede min rodekurv igennem, tjekkede bunkerne på skrivebordet og gennemgik sågar også mine børns tasker og legetøj for at se, om det skulle være havnet der. Men nej!

Dagene gik, fristen for afhentning af Hemmelig Viden nærmede sig, og en vis portion panik begyndte at brede sig i min krop. Faktisk så meget, at jeg i aftes ikke kunne falde i søvn, men holdt Gemalen vågen ved at slynge tilfældige mulige skjulesteder ud. Et af disse var Gemalens pung. Det er altid godt at skyde skylden på andre, så den ikke tynger én selv så meget. Men i dette tilfælde var det faktisk ikke en helt aparte tanke, da Gemalen for lige omkring en hel del måneder siden hentede recept-medicin for mig. Pludselig kunne Gemalen heller ikke sove; mysteriet om Det Forsvundne Lånerkort! skulle løses!

Jeg lyttede til hans trin ned ad trappen, hans fumlen med sin jakke og roden i sin pung. Jeg ventede i spænding på jubelråbet eller en lille hulken, der kunne afsløre, om missionen var lykkedes eller ej, men der var stille. Hans trin op ad trappen var heller ikke anderledes end sædvanligt, så han havde nok ikke fundet det. Min hjerne begyndte igen at gennemsøge min hukommelse for mulige gemmesteder, og da jeg hørte Gemalen gå ind på kontoret og skramle rundt, tænkte jeg, at han nok havde fundet et nyt sted at kigge efter det. Men et øjeblik efter kom han i seng igen, puttede sig under dynen og sagde: “Jeg har lagt det på dit skrivebord.”