Tag Archives: drake doremus

The Beauty Inside

Hey, vil du gerne være med i en film? Spille hovedrollen endda?

For et par dage siden stødte jeg på det her ret interessante projekt kaldet “The Beauty Inside”. En viral godbid af de bedre. En interaktiv film. Eller et anderledes take på en reklamekampagne for Toshibas nye Ultrabook, hvis man vil se det fra den vinkel. Selv kalder de det Hollywood’s first film that gives the audience a chance to play the lead role.

Konceptet er, at vi følger denne her fyr, Alex, som hver morgen vågner op i en ny krop. Hver torsdag kommer der et nyt afsnit af filmen, hvor vi indtil nu har lært om hvem Alex er, og hvad han laver. Vi har også set ham forelske sig i den søde antique-selling-girl-next-door, som vi naturligvis håber, at han før eller siden vil afsløre sin “tilstand” for.
Vi har også lært, at Alex slutter hver dag med at optage sig selv med sit webcam for at huske, hvem han var den pågældende dag – og det er her det interaktive element bliver sat i spil. Gennem facebook-siden kan alle nemlig gå til audition på at spille Alex for en dag. Der er lige nu syv forskellige set-ups, man kan vælge at spille (to af disse set-ups udløber dog i morgen d. 4/9). For eksempel kan man fortælle om det mest vanvittige job, Alex har haft, eller om sidste gang han havde brug for at starte helt forfra. Instruktøren Drake Doremus udvælger så nogle af disse klip, som bliver lagt op i løbet af ugen mellem de officielle afsnit. Andre klip bliver inkorporeret i filmen.

Jeg synes, at det er interessant at ville arbejde med at inddrage publikum på denne måde, men jeg synes også, at projektet sætter sig lidt mellem to stole. På den ene side bliver publikum jo ikke rigtigt inddraget, fordi de ikke har nogen som helst indflydelse på den overordnede historie. De små webcam-fragmenter er sjove og spøjse, men kan nemt springes over, hvis man hellere vil se den egentlige film. På den anden side rummer fragmenteringen af hovedpersonen også en risiko for opløsning af denne. Fordi “Alex” kan se ud som alle mulige og være alle mulige, udhules figuren, og som seer savner jeg meget, at der blev indarbejdet nogle karakteristika, nogle egenskaber, som kunne hjælpe med at samle figuren og skabe en eller anden form for helhed.

Men når det er sagt, synes jeg stadig, at konceptet er spændende, og de officielle filmklip er meget seværdige og rørende. Særligt Mary Elizabeth Winstead som objektet for Alex’ forelskelse er virkelig fin, og hendes figur, samt Alex’ følelser for hende, fungerer i nogen grad som samlingspunktet i det fragmenterede. Så hvis du mangler knap 20 min. overspringshandlinger i denne uge, vil jeg klart anbefale de tre første afsnit af The Beauty Inside.