Tag Archives: overspringshandlinger

Om at springe over overspringene

Som så mange andre studerende er jeg er en mester i overspringshandlinger. Det er ganske enkelt ikke let at holde koncentrationen i lang tid, selvdisciplin er vanskeligt, og nødvendigheden af at blive klog på, hvad Heidegger egentlig mener, kan være svær at få øje på. Men i takt med at min afleveringsfrist for specialet nærmer sig, finder jeg flere og flere veje til at overspringe overspringshandlingerne.

1
Først og fremmest er følelsen af nødvendighed afgørende, for i hvert fald mig, og selvom jeg ikke altid kan se nødvendigheden af at skrive netop dette afsnit, så har jeg en meget konkret følelse af, at jeg VIL være færdig med speciale og studiet.

2
Det næstvigtigste er: kom ud af huset! Mine bedste arbejdstimer ligger klart om formiddagen, så jo før jeg kan komme i gang, jo bedre. Men derhjemme holder jeg af en god lang morgen, hvor jeg kan sidde og hygge mig med ristet brød, varm kaffe og noget spændende at læse i (pt. tegneserier, da min hjerne tror, at enhver brødtekst handler om speciale, og derfor automatisk kommer til at kede sig). Min specialeplads er noget af det bedste, der er sket for min proces, fordi jeg har noget at stå op til om morgenen. Desuden er det at arbejde ved siden af andre specialeskrivere også befordrende for min koncentration.

3
Min bedste ven et stopur! Hvis jeg rammer et virkelig vanskeligt sted eller generelt bare er uoplagt, så sætter jeg stopuret til 15-20 min., arbejder indtil det ringer, og så må jeg tage mig en pause. Jeg godt tvinge mig selv til at fokusere og arbejde, men ikke i lang tid ad gangen, så derfor fungerer dette virkelig godt for mig. Ind i mellem sker der endda det fantastiske, at jeg alligevel rammer et godt flow, og så arbejder jeg jo bare videre efter uret har ringet – med visheden om, at jeg har opfyldt “kvoten” og derfor må holde pause, når jeg har lyst.

4
Min sidste vej til at overspringe overspringshandlingerne har jeg desværre først lært meget sent i min proces: jeg forsøger at planlægge mit arbejde sådan, at jeg altid skal starte dagen med noget nemt. I mit tilfælde at læse en tekst, afslutte et afsnit, jeg allerede har skrevet, rette stavefejl eller skrive litteraturliste. På den måde kan jeg nemmere komme i gang om morgenen, fordi det ikke er en stor, grum opgave, der ligger og venter på mig, men en lille sød én, jeg ikke er bange for. Det betyder, at jeg ind i mellem slutter en arbejdsdag tidligere, end jeg kunne, fordi jeg vælger at gemme en opgave til dagen efter. Det handler ganske enkelt om at stoppe, mens legen er god.


Se, det var mine små fif. Som alligevel ikke altid virker. For eksempel har jeg nu netop brugt en halv time på at skrive dette her i stedet for at kaste mig over det afsnit, jeg egentlig skulle arbejde på. Jeg må hellere finde stopuret frem.

Reklamer

Ordbobler og overspring

“Så kunne hun holde kæft, hva?! Eksamen afleveret, og så gik kulturfiluren ellers på ferie.”
Men nej. Desværre. Jeg har blot skiftet fokus fra eksamensopgave til specialet, som stadig ikke har lært at skrive sig selv. Mærkeligt.

I dag sidder jeg for eksempel med bobler af ord rundt om mig: “værksyn”, “æstetiske hierarkier”, “facilitering”, “kreative processer”, “autonomi og styring”, “tilfælde og struktur” står der på dem. Jeg forsøger at gribe boblerne, fange dem og spærre dem inde i den problemformulering, jeg har så hårdt brug for, for at kunne strukturere mit arbejde og få en fornemmelse af fremdrift. Men det vil ikke rigtig lykkes. Først kommer de ind i den forkerte rækkefølge. Så glemmer jeg at få en eller flere af dem med. Så bliver jeg i tvivl om, om de overhovedet skal med alle sammen, eller om jeg skal finde andre bobler at fange. Og til sidst bliver jeg desperat – og hvad gør en desperat kvinde? Spiser chokolade? Tjekker facebook? Vold-shopper? Drejer rundt og rundt på kontorstolen? Nej, hun låner bøger! Eller jeg låner bøger. Muligvis gør andre desperate kvinder nogen andre ting.

Men jeg låner altså bøger, for når problemformuleringen ikke vil lykkes, er det nok fordi jeg ikke ved nok! Jeg skal læse noget mere, finde flere boble-ord, som måske virker bedre end de andre og nemmere vil lade sig indfange. Så jeg søger litteratur og styrter over på biblioteket, hvor jeg slæber tunge, tykke bøger med til specialepladsen. Med en følelse af at have udrettet noget, sætter jeg dem pænt på min hylde og føler mig klog. Fordi jeg har lånt bøger! Fjollet og dumt? Ja, det ved jeg godt. Efter min eksamensopgave var færdig, afleverede jeg omkring femten bøger, som jeg ikke engang havde åbnet.

I det mindste er bog-låneriet en billig overspringshandling i forhold til at shoppe, og det feder mindre end chokolade. Til gengæld tror jeg faktisk ikke, at det er ligeså sjovt som at dreje rundt og rundt på kontorstolen. Det må jeg prøve næste gang, problemformulering og ord-bobler ikke vil makke ret!

Angsten for det hvide papir

Når man nu HAR skrevet overskriften, rettet margener og lavet dobbelt linieafstand i dokumentet, hvad er der så tilbage af overspringshandlinger, så man ikke behøver at begynde at skrive noget endnu?

Det er i øvrigt meget vanskeligere, end man skulle tro, at skrive indledningen, når man endnu ikke har besluttet sig for, hvilken film man vil analysere.

Jeg tror, jeg henter mig en kop kaffe!