Tag Archives: selvdisciplin

Om at springe over overspringene

Som så mange andre studerende er jeg er en mester i overspringshandlinger. Det er ganske enkelt ikke let at holde koncentrationen i lang tid, selvdisciplin er vanskeligt, og nødvendigheden af at blive klog på, hvad Heidegger egentlig mener, kan være svær at få øje på. Men i takt med at min afleveringsfrist for specialet nærmer sig, finder jeg flere og flere veje til at overspringe overspringshandlingerne.

1
Først og fremmest er følelsen af nødvendighed afgørende, for i hvert fald mig, og selvom jeg ikke altid kan se nødvendigheden af at skrive netop dette afsnit, så har jeg en meget konkret følelse af, at jeg VIL være færdig med speciale og studiet.

2
Det næstvigtigste er: kom ud af huset! Mine bedste arbejdstimer ligger klart om formiddagen, så jo før jeg kan komme i gang, jo bedre. Men derhjemme holder jeg af en god lang morgen, hvor jeg kan sidde og hygge mig med ristet brød, varm kaffe og noget spændende at læse i (pt. tegneserier, da min hjerne tror, at enhver brødtekst handler om speciale, og derfor automatisk kommer til at kede sig). Min specialeplads er noget af det bedste, der er sket for min proces, fordi jeg har noget at stå op til om morgenen. Desuden er det at arbejde ved siden af andre specialeskrivere også befordrende for min koncentration.

3
Min bedste ven et stopur! Hvis jeg rammer et virkelig vanskeligt sted eller generelt bare er uoplagt, så sætter jeg stopuret til 15-20 min., arbejder indtil det ringer, og så må jeg tage mig en pause. Jeg godt tvinge mig selv til at fokusere og arbejde, men ikke i lang tid ad gangen, så derfor fungerer dette virkelig godt for mig. Ind i mellem sker der endda det fantastiske, at jeg alligevel rammer et godt flow, og så arbejder jeg jo bare videre efter uret har ringet – med visheden om, at jeg har opfyldt “kvoten” og derfor må holde pause, når jeg har lyst.

4
Min sidste vej til at overspringe overspringshandlingerne har jeg desværre først lært meget sent i min proces: jeg forsøger at planlægge mit arbejde sådan, at jeg altid skal starte dagen med noget nemt. I mit tilfælde at læse en tekst, afslutte et afsnit, jeg allerede har skrevet, rette stavefejl eller skrive litteraturliste. På den måde kan jeg nemmere komme i gang om morgenen, fordi det ikke er en stor, grum opgave, der ligger og venter på mig, men en lille sød én, jeg ikke er bange for. Det betyder, at jeg ind i mellem slutter en arbejdsdag tidligere, end jeg kunne, fordi jeg vælger at gemme en opgave til dagen efter. Det handler ganske enkelt om at stoppe, mens legen er god.


Se, det var mine små fif. Som alligevel ikke altid virker. For eksempel har jeg nu netop brugt en halv time på at skrive dette her i stedet for at kaste mig over det afsnit, jeg egentlig skulle arbejde på. Jeg må hellere finde stopuret frem.

Eller kan man få en akut-tid hos studenterrådgivningen?

Jeg har fået en mail fra min studievejleder. Den kom med svar på det spørgsmål, som min tanker har kredset om de sidste dage: “Hvad sker der, hvis jeg ikke bliver færdig med min eksamen?”

Re-eksamen, var svaret. Re-eksamen i august. Og så et link til tilmeldingsblanket und alles. Men det koster et eksamensforsøg, og jeg har brugt ét allerede, så hvis jeg benytter mig af re-eksamen, SKAL jeg bestå, for det vil tælle som mit tredje og sidste forsøg. Men hvis jeg dumper, ville det være første gang i min cirka 20-årige skolegangs-karriere, så oddsene er med mig.

Problemet er, at jeg kender mig selv for godt. Jeg kan lave nok så mange aftaler med mig selv om, at jeg altså skal have opgaven færdig senest d. 7. juni, og så den 30. juni, og så skal jeg da lige holde lidt sommerferie også, så vi siger d. 1. august. Og så kan jeg lige så godt vente med at gøre den færdig til natten før, den egentlig skal afleveres. Og pludselig har denne her eksamen og min egen dårlige selvdisciplin ædt omkring tre måneder af min specialetid!

Den søde, venlige, oplysende mail fra min studievejleder har udløst et sandt følelseskaos, hvor jeg veksler mellem zen-agtig ro (for jeg skal jo først aflevere til august) og stress-svedende panik (for jeg bliver jo nødt til at aflevere om en uge), og det er faktisk ikke en særlig produktiv tilstand at befinde sig i, kan jeg godt afsløre! Så måske ender det med at give sig selv, fordi jeg sidder helt handlingslammet foran min computer og prøver at skrive ord, der ikke vil komme ud, fordi det indre kaos står og spærrer.

Gad vide om det er nu, at det er på tide at ringe til psykiatrisk skadestue?