Tag Archives: skriveproces

Oprustning til ærlighed

Lige om lidt skal jeg til vejledning på specialet, og jeg sidder og ruster mig, for mit mål er at være ærlig. At fortælle vejlederen, at jeg er frustreret og træt, og at min retningssans er forsvundet. At jeg hellere vil skrive eventyr end speciale; at jeg er træt af specialet, allerede inden jeg har fået skrevet så meget som en linje. At jeg ikke ved, hvordan jeg skal bruge vejlederen, for aldrig i min universitetskarriere har jeg haft en vejleder så meget inde over en proces før, og jeg kan ikke finde ud af det. Jeg tror at alt skal godkendes og stemples “rigtigt”, inden jeg kan gå videre.

Alt det vil jeg sige til hende. Og hvis jeg bliver rigtig modig vil jeg også sige, at jeg ikke forstår halvdelen af, hvad hun siger til mig – også selvom jeg nikker og siger ja.

Ordbobler og overspring

“Så kunne hun holde kæft, hva?! Eksamen afleveret, og så gik kulturfiluren ellers på ferie.”
Men nej. Desværre. Jeg har blot skiftet fokus fra eksamensopgave til specialet, som stadig ikke har lært at skrive sig selv. Mærkeligt.

I dag sidder jeg for eksempel med bobler af ord rundt om mig: “værksyn”, “æstetiske hierarkier”, “facilitering”, “kreative processer”, “autonomi og styring”, “tilfælde og struktur” står der på dem. Jeg forsøger at gribe boblerne, fange dem og spærre dem inde i den problemformulering, jeg har så hårdt brug for, for at kunne strukturere mit arbejde og få en fornemmelse af fremdrift. Men det vil ikke rigtig lykkes. Først kommer de ind i den forkerte rækkefølge. Så glemmer jeg at få en eller flere af dem med. Så bliver jeg i tvivl om, om de overhovedet skal med alle sammen, eller om jeg skal finde andre bobler at fange. Og til sidst bliver jeg desperat – og hvad gør en desperat kvinde? Spiser chokolade? Tjekker facebook? Vold-shopper? Drejer rundt og rundt på kontorstolen? Nej, hun låner bøger! Eller jeg låner bøger. Muligvis gør andre desperate kvinder nogen andre ting.

Men jeg låner altså bøger, for når problemformuleringen ikke vil lykkes, er det nok fordi jeg ikke ved nok! Jeg skal læse noget mere, finde flere boble-ord, som måske virker bedre end de andre og nemmere vil lade sig indfange. Så jeg søger litteratur og styrter over på biblioteket, hvor jeg slæber tunge, tykke bøger med til specialepladsen. Med en følelse af at have udrettet noget, sætter jeg dem pænt på min hylde og føler mig klog. Fordi jeg har lånt bøger! Fjollet og dumt? Ja, det ved jeg godt. Efter min eksamensopgave var færdig, afleverede jeg omkring femten bøger, som jeg ikke engang havde åbnet.

I det mindste er bog-låneriet en billig overspringshandling i forhold til at shoppe, og det feder mindre end chokolade. Til gengæld tror jeg faktisk ikke, at det er ligeså sjovt som at dreje rundt og rundt på kontorstolen. Det må jeg prøve næste gang, problemformulering og ord-bobler ikke vil makke ret!

Følelsernes rutschebane

Jeg har fundet løsningen på gårsdagens “problem”: Fortrængning! Kan klart anbefales. Jeg lader som om, at jeg ikke ved noget som helst om re-eksamen eller en deadline i august, og forsøger derved at indstille mit røntgen-syn på 31/5 kl. 12.

Sammen med fortrængningen har jeg også fundet en pose optimisme. Jeg ved ikke, hvor jeg havde gemt den, men den lå sammen med et godt skriveflow, som jeg også havde forlagt. Jeg har revurderet mine deadlines, lavet en ny tidsplan, og lige så forsigtigt begynder jeg at tro på, at det vil lykkes mig at komme i mål med opgaven.

Men der er en hel uge endnu, og jeg er ret sikker på, at dette ikke var den sidste bakke på “Rollercoaster of Emotions”. Jeg håber bare, at det var den største.

Status

Jeg har skrevet for meget. 13 ud af max. 25 sider er skrevet, og jeg er ikke engang halvvejs igennem det indhold, jeg skal have proppet i opgaven. Et luksusproblem for én, der plejer at sidde natten før aflevering og skrive forkortelserne ud i håb om at komme op på minimumsgrænsen for anslag.

Problemet er bare, at min tidsplan er skredet med halvanden til to dage, så jeg skal helst ikke bruge alt for meget tid på at skrive ting, der alligevel skal slettes. Der er kun ni dage tilbage! *gys*

Mom to-the-rescue!

Efter i halvandet døgn at have stirret på et tomt word-ark, måske lige skrive et par linjer, som hurtigt slettes, eller eventuelt åbne et helt nyt ark, fordi det skrevne slet ikke spiller, er det med meget meget stor tilfredshed, at jeg kan konkludere, at jeg sandsynligvis har skrevet den første side af min opgave! Only 24 to go! No problemo og et stykke af kage!

Jeg var ellers ved at gå i regulær panik. Min tidsplan er ikke lavet efter, at jeg skal stirre på tomme worddokumenter i halvandet døgn, og den føromtalte angst begyndte at blive til en klump i maven, tyngede skuldre og kvælningsfornemmelser hver gang jeg nærmede mig computeren.
Så jeg gjorde det eneste, jeg kan komme i tanker om, når jeg er så langt ude at skide, at jeg ikke ved, hvilke brændenælder, jeg skal sætte mig i: ringe til moar! som til mit store held også arbejder på en opgave og både kan sætte sig ind i situationen, samt give mig et par fif til at komme videre – men ikke mindst: holde mig op på de aftaler, vi laver!

Så nu aner jeg igen et lille lys forude; et håb om, at jeg måske alligevel når i mål. Og jaja, jeg skal da bare lige have liret omkring seks sider mere af i morgen *hosthost*, men hvor der er optimisme, hårdt arbejde og mødre-to-the-rescue er der vej!

Hele dette forløb mindede mig i øvrigt om StineStregens fantastiske, rammende illustration af kreative processer. Den passer også meget godt på eksamensskrivningsprocesser, åbenbart!

Angsten for det hvide papir

Når man nu HAR skrevet overskriften, rettet margener og lavet dobbelt linieafstand i dokumentet, hvad er der så tilbage af overspringshandlinger, så man ikke behøver at begynde at skrive noget endnu?

Det er i øvrigt meget vanskeligere, end man skulle tro, at skrive indledningen, når man endnu ikke har besluttet sig for, hvilken film man vil analysere.

Jeg tror, jeg henter mig en kop kaffe!